Par nummer 259 er tilbage i sadlen

Efter en lang skadespause (læs: en alvorlig forkølelse, der siden nytår har haft sit barske, trøstesløse tag i Miss Bar, der trods det feminint klingende navn cykler, dyrker sport og i det hele taget lider som en mand) er par nummer 259 atter på cyklen, kørende ud i det nordfynske aftenmørke. Kursen er sat mod Stegømølle, allerede her går Miss Bars ben som store stempler på den tyske maskine, jeg kæmper fra starten med at hænge på. Fra Stegø går turen mod Gyldensteen Gods, aftenen er mørk, men med 2x2000 lumen giver det ingen problemer.

Ved Gyldensteen tager vi første vej på venstre hånd – vi pløjer os gennem mudderet som to mørke knive, farten ligger på flotte 15 km/t, der skal sand balancekunst til for at holde cyklen oppe og tøjet mudderfrit. Vi svinger rundt om fasanindhegningen og er igen tilbage i mudderet – sporet, der på en våd dag kan være....tungt...og vådt!

Herfra følger vi sporet rundt i en blød højrekurve, undviger i sidste øjeblik et ellers så stolt gammelt træ, der har måttet lade livet i sidste uges storm! Vi sætter retning tilbage mod slottet for at køre på et lille hemmeligt spor på den modsatte side af vejen, inden vi snupper bagindgangen til Gyldensteenskoven. Her følger vi gamle, kendte ruter. Vi klatrer behændigt og hurtigt op ad turens eneste stigning, (en afstikker fra Kirkestien bag Nr. Sandager Kirke) den tager vi 2 gange, naturligvis!! Mange store ryttere har udtykt sig i dette terræn før os. Det er på få måneder blevet en klassisk bjergetape i stil med Ventoux og Alpe d'Huez – altså … sådan næsten, eller altså ... sådan hvis man lader sig rive med af stemningen… altså ... hvis man skal dømme efter Miss Bars udråb, der akkompagneres af de omkringliggende huses hunde. Med undtagelse af denne smukke stigning er kurverne omkring Bogense bløde, mindre sensuelle end omkring Nordsporet i Langesø.

Vi fortsætter med at krydse omkring i skoven gennem de mudrede spor. Vi forlader den brede vej, vil back tracke en spændende sti, som vi kort tid før har benyttet. Men vi ender...ja, vi ved faktisk ikke hvor! Og vi må pænt vende cyklerne, for foran os ligger en dyb kanal – den ser våd ud. Vi er … faret vild... men ikke i panik – optimistiske og med det helt rigtige dæktryk navigerer vi tilbage til noget vi kender. Pludselig smider jeg cyklen, - oven på mig selv - da jeg bliver revet til jorden af en stykke pigtråd, der ligger spændt ud ca 15 cm over jorden. Ved nærmere eftersyn viser det sig dog at være en brombærrænke: Sneaky sneaky bastard... Biologisk krigsførsel på linje med brændenælder! Godt man er klædt i vintertøjet, uden et stykke med bart!

Efter godt og vel en times kørsel er vi tilbage ved Gyldensteen Gods. Det er tid at vende næsen hjemad. Maj kører....Maj er væk...på vej ud på et togt hun har ventet på i dagevis – bag hende træder jeg lidelsen tråd.

Hjemme igen er der kun tilbage at citere Skibby, fra en dag han blev nummer 2: ”Hva' fanden, det er jo bedre end ingenting”

We'll be back!

- Du tænker om jeg har stjålet citater fra Mader og Leth…JA FOR FANDEN!