Først yde så ………(Om nydelsen)

Modvind ud. Medvind hjem, det er ligesom altid aftalen. Først skal der knokles, så skal der nydes. Arbejdes mod vinden, hårdt i sadlen. Pedalerne trækkes og trædes. Asfalt indvindes. Fast tag i styrets viklinger. Sved i øjnene og duggede solbriller. Desorienteret om tid og sted. Korte pustere, når den anden tager en føring, og verden kun er et bagdæk, der skal holdes og vanddunkens slatne vand glider ned gennem halsens knude. Dækkene kører rundt i hårdtpumpede cirkler og meningen fortaber sig bagud med svedens våde drybspor, der fordamper hurtigt i vindens sus. Benenes syreskrig og åndedrættets hvæs og hovedets dunken som klangbund for klagesang, og opgivelsens resignation trænger sig på. Vindens tiltagende modstand trykker nakken yderligere mod styret, men vi snyder ikke her. Vi kører mod vendepunktet. Snart. Belønningen venter. Der fremme. Op ad bakken, så rundt. Halvvejs. Først rejse sig lidt i sadlen. 

Ligesom forundret over forandringen. Som altid! Så op i gearene. Større tråd. Hvilken lethed. Cyklen glider over asfalten, som på fevinger. Af sted. Kroppen summer. Af lyst over, at det virkeligt kan være så dejligt at mærke fartens potens med så moderat kraftudfoldelse. Som nedfarten på nypræpareret løjpe i morgensol og nysne på parallelle ski, der med små vrik i hoften sender snestjerner og støv i kaskader bagud og i næsen, mens glæden over det vilde glid presser sig på som farttårer i øjnene og håbet om, at det bare bliver ved og ved. Altid.

Den uanstrengte udfoldelse som belønningen på det slidsomme forspil, som vi snyder for i den alpine himmel, sætter nydelsen i en slags dobbelt fortjeneste. Nydelsen i sig selv og så bevidstheden om, at vi har fortjent det.

Dækkene summer i medvindens eufori og pedalerne fortsætter et evigt tråd. Lad det aldrig stoppe. Gud hvor dejligt. Vi vil ikke hjem og i bad. Meningen er lige nu. Hold fast i styret og prøv det.