Efter et godt bryllup lørdag aften og tre solide timers søvn slår jeg øjnene op kvart syv for at køre til Horsens. Må indrømme at sengen trak mere end lysten til et cykelløb lige der, men Cuben skulle jo testes for alvor.
Da Pedal Atleten, Don Cube og Debutanten kom halv otte var vi samlet så afsted det gik.
Vi når lige at parkere bilerne deroppe da 145 km turen bliver skudt igang, og vi står og hepper på formanden, ræven fra Mors, Inspektøren, Leif og Matti da de kører forbi. Det bliver en hård tur for dem. :-)
Starten går egentlig helt godt men var hård. Vi startede allerbagerst og da der var ca 500 til start i vores gruppe gik der alligevel 7-8 km før vi hentede førergruppen, men så kunne vi da endelig slappe af, sådan da.
Den første bakke kommer ikke lang tid efter. Da den "kun" har en 19% stigning kommer vi hurtigt over den med pulsen bankende. Efter 30 km og næsten 37 i snit kom regningen for at køre med en defekt cykeltaske og Pedal Atleten taber sin telefon med ca 55 km/t. Da jeg endelig får hentet ham og gjort opmærksom på det, vender ham og jeg om og kører de godt 2,5 km tilbage og finder telefonen i flere stykker. Utroligt nok virker den stadig.
De sidste 70 km må vi så klare alene og trække på skift. Vi fik skiftevis en del på hjul, men de jyder gider ikke rigtig trække og det blev Pedal Atleten vist lidt irriteret over, så et par gange kom der tempo på så vi kunne køre alene igen. :-)
Det gode snit blev da også forpurret da løbet øger sværhedsgraden efterhånden. Det var rigtig hårdt og der var ikke rigtig nogen steder hvor det går lige ud så man kan få pulsen lidt ned.
Når man så kun har en km tilbage har de lige sørget for en god afslutning i form af en pænt stejl bakke hvor målet står på toppen.
Endelig færdig, benene gør ondt, men vi skal da lige have vores to pølser med brød og den obligatoriske øl.
Vi møder Don Cube og Debutanten derinden som har kørt rundt med 33, 4 i snit. Imponerende. Vi kom ind ca et kvarter senere og fik en tid der sagde 30,5 i snit. (uofficielt sagde computeren 32,6 i snit på grund af de ekstra km.)
En hård men rigtig flot tur som jeg håber mange flere fra klubben vil tage med og cykle næste år.
Lige en hilsen til de fem seje gutter der tog den lange tur. Det var vist også gået fint for dem efter hvad jeg har hørt. Rigtig god tur til Belgien på Onsdag, og jeg håber I alle gennemfører uden problemer.
Så er der kun en ting at sige: Thansen eller ej, CUBE styrer. Fed cykel. :-)
Mvh Tonseren.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar