onsdag den 28. oktober 2009

Mountainbike søndag 8. november

Se dit lokale område fra en mountainbike.
Tur for nye eller erfarne mountainbikere omkring Bogense og omegn. Se dit lokalområde fra skovstier, mudrede spor eller knoldede perler søndag den 8. november kl 0900 fra klubhuset på Gyldensteenvej. Turen varer to en halv -tre timer, bagefter er der lidt at drikke og en sandwich i klubhuset. Meld dig til her eller send en sms til mig, så jeg ved, hvor mange sandwich vi skal have.
Jan Hinrichsen
Tlf. 23421422

lørdag den 24. oktober 2009

Så er vi klar til nyt tøj!

Så er der endelig nyt om nyt tøj - men det er godt nyt!

Vi har fået solgt alle reklamepladserne - og vi er meget taknemlig for alle dem, som har valgt at støtte os - for der skal mange penge til.

Til forskel fra sidst, så vil der være 2 pakker at vælge imellem.

En sommerpakke som indeholder 2 korteærmet trøjer, 1 langærmet trøje, vindbreaker, vest, løse ærmer, 2 par korte bukser, løse ben, skoovertræk og 2 par handsker.

En helårspakke som udover sommerpakken indeholder vinterjakke, knickers, vinterbuks, hue, vinterhandsker, vinter skoovertræk.

Vi regner med en pris for sommerpakken på 1.200 kroner og for helårspakken 2.000 kroner - men den endelige pris afhænger af hvormeget tøj vi skal købe.

På generalforsamlingen den 19. november kan du prøve og bestille tøjet - samt det vigtigste: betale tøjet.

Hvordan tøjet kommer til at se ud ved vi ikke den dag - men flot bliver det!

Vi har besluttet, at dette tilbud kun gælder alle, som var medlem af BMC den 15. oktober 2009.

Så husk at møde op på generalforsamlingen.

Alpetramp 2009

Endelig søndag - og som altid når Alpetramp finder sted - er det perfekt cykelvejr, næsten ingen vind og blå himmel. Men kun 2 grader - så der skal noget tøj på, men hvor meget!Op til klubhuset og så få pakket cyklerne og afsted mod Brobyværk - og heldigvis stiger temperaturen på vej derned - så den er steget 100% da vi lander.

Vi er 19 fra BMC der skal nyde turen - Barnepigen var desværre blevet syg - så vi finder sammen og får styr på numrerne - drikker kaffe og hilser på andre af de knap 1.200 som også har fundet til Brobyværk. Skal dog lige siges - at de 2 frøer, Kermit Senior og Junior stillede op for KIR (er det ikke noget bedstemor drikker)!

Her dukker et lille regnstykke op: 1.200 mand som hver betaler minimum 100 kroner - det er jo 120.000 kroner - hold da op hvor må kassereren have et smil der er bredt :-)

Lene, Torben og Ræven er de første som skal afsted - de har valgt den lange tur på 125 km.


Nu skal cyklerne gøres klar - blandt andet skal der jo sættes en chip på forhjulet - her måtte Inspektøren give op - men han fik hjælp til monteringen. Altså må vi igen konstatere, at der er ekstra timer til ham i skolen - først var det geografi - og nu det at vende en lille plasticdims rigtig (men der er jo også hele 2 muligheder).

Vi finder op i mængden af ryttere som er klar - og vi ender med at starte samlet, pånær Pedalatleten som skal følges med de 2 frøer samt hr. og fru formand som ville tulle lidt rundt i bakkerne. Imens vi venter falder Inspektøren i snak med en flok rytter i flot gråt tøj og smarte Kuota cykler. De var taget fra Norge kun for at køre dette løb - men men men - de skulle have kørt den lange tur og holdt nu klar til den korte.

Bianchi tager sig af Inspektøren som endelig har fået chippen på plads....


Cube og Debutanten ligger slagplanen - i baggrunden er Australieren klar.


To fra Næsby - far og søn - er klar.


Så er der afgang - og som altid høj fart ned mod første bakke - efter 5 kilometer kommer den og snittet er i år kun 35! På vej derned er der som altid lidt udskilning - så Debutanten, Mikkel, Don Cube og Henrik forsvinder sammen med de forreste - og vi andre mærker allerede det som venter os: masser af bakker som bare kommer igen og igen = høj høj høj puls.


I en gruppe efter os kommer Pedalatleten og de 2 frøer - desværre opdager junior ikke det skarpe højresving - og fortsætter ligeud på grusvejen med et styrt til følge. Junior er jo en hård hund - så op igen efter at have sundet sig - men afsted med en cykelhjelm som var revnet flere steder.

Da vi kommer op til næste bakke - en djævls lang op mod Håstrup - er der yderliger opsplitning - Australieren, Bianchi, Colnago og Specialized trækker lidt fra!

Humøret er højt - især på vej ned af den lange bakke fra Håstrup - jeg spørge Colnago om han ikke synes det er en fed nedkørsel - yep det er da! Men så må jeg lige fortælle ham, at vi på tilbagevejen skal op af den..... mon lige smilet stivnede!

Så falder Colnago og Australieren fra, så Bianchi og Specialized er nu alene og vi kæmper os viderer op af alle bakkerne - og lige inden depotet skal vi lige op af golfbakken. I depotet må vi tage tøj af - det er bare skønt vejr.

Bianchi og Specialized kæmper sig rundt.


Vi møder ikke andre fra BMC - så vi tager vores kriser sammen og efter 2 t. og 6 min. kommer vi endelig i mål - og dermed er racersæsonen slut for i år.


I mål kommer Cube og vi venter så på at Colnago, Inspektøren, Gråskæg, Cervelo og Australieren kommer i mål.

Fra venstre er det Bianchi, Cube, Inspektøren, Cervelo, Australieren og Gråskæg.
Lidt efter kommer de 2 frøer - de har sagt farvel til Pedalatleten, som mødte muren på vej rundt og dermed smed mange minutter til frøerne.....
Vi smutter nu ind til den varme suppe - og der er højt humør på efter endnu et skønt men hårdt løb.
Alle kom rundt i flotte tider - men især Mikkels tid er imponerende. Har kun kørt i 2 mdr. - og i sit første løb kom han rundt på 1.53 (gennemsnit 33,41) - så ham må vi heller døbe "He-man"
Så er racersæsonen slut - med mange skønne timer på landevejen - dog ofte med masser af vind - og BMC har været langt omkring på de fynske veje.
På gensyn i 2010.

tirsdag den 13. oktober 2009

Tirsdag d. 13/10 - hvor er folk?

Der var 4 der ville cykle en tur i dag.
Bevares det var da blæsende og også koldt - men i betragtning af hvor mange vi er - og hvor mange der vil køre Alpetramp - synes jeg godt nok ikke at 4 er ret mange.
Vi var som skrevet 4: Tonseren, Rosengartneren, Australieren og Gråskæg. Vi kørte en del af 60 km turen, i alt ca. 45 km. Turen blev kørt med knap 30 km/t.
Tonseren undrede sig over hvor resten af gruppe 1 var henne?
Jeg undrede mig bare over hvor alle var henne?
Må dog indrømme at det er ved at blive for sent at køre tirsdag og torsdag.

Skulle hilse fra Ræven fra Mors, der jo skal køre 125 km i Alpetramp på Søndag.
Hvad tid skal vi mødes?

søndag den 11. oktober 2009

Søndag d. 11. oktober

Ved klubben var der 4 der ville køre Mountainbike i Langesø og 8 der ville køre på racer.
De 8 der kørte raceer var: Mr. Pinerello, Mr. Colnago, Rosengartneren, Gråskæg, Lene, Torben, Traktoren og Nordmanden.
Turen gik i moderat tempo over Varbjerg, Karlslunde, Gamborg - ved Udby delte vi os. Den gruppe, jeg kørte i, fortsatte i roligt tempo over Ejby. Ved Bageren i Brenderup delte vi os yderligere, således at jeg kørte med omkring Varbjerg og hjem.
Vi kørte ca. 70 km. og gennemsnitsfarten var ca. 29 km/t.

tirsdag den 6. oktober 2009

HEJ ALLE.
Så prøver vi igen at tage til Langesø på MTB søndag d.11/10 kl 09.00. Bruno er stadig stifinder. Vi har plads til 4 cykler på traileren. Tag venligst jeres stativ med, i tilfælde af vi bliver flere.
HUSK SKIFTETØJ.
Håber på en god dag med bedre vejr end sidste søndag.

Rekorddeltagelse

Så er nedtælling begyndt til Alpe Tramp - og vi stiller med et stort hold i år - ikke mindre end 19 kaster sig over løbets mange bakker!

Vi har 3 med på den lange distance på 125 km - og 16 med på 63 kilometer turen..... Så der bliver fyldt godt op med vores klubfarve på vejene - så husk nu den BMC trøje!

Vi må lige få aftalt noget fælles kørsel.

søndag den 4. oktober 2009

Torsdag - tak for turen til gruppe 1!

PUHA - vinden var ikke mindre en sidste tur, men men det er jo bare at få hovedet nedad - så op til klubhuset.

Der holder kun Debutanten - og han beroliger mig med at Tonseren er på vej - der steg pulsen allerede :-)

Vi ender med at blive Debutanten, Tonseren, Pinerello, Colnago, Pedalatleten og Don Specialzed - og vi skal slutte ude ved debutanten som vil give en tår at drikke sammen med fruen (Barnepigen).

Da jeg jo er eneste som ikke er fuldgyldigt medlem af gruppe 1 - må jeg får æren at bestemme turen og det bliver den gamle 50 km. til Nordfyn Rundt.

En tur med masser af modvind - lidt medvind - og enkelte bjerge.....

Vi kommer rundt med 31,5 i snit - så det gik godt og der var god snak undervejs....

Vi kørte ud til de nygifte og hyggede os - især kagerne var topklasse......

torsdag den 1. oktober 2009

Hej mountainbikekørere.
På søndag prøver vi at tage en tur til Langesø. Bruno er tour guide....Så vi kan sikkert regne med en masse mudderhuller. Vi kører i bil fra klubben kl 09.00. Bruno tager sin trailer med. Der er plads til 4 cykler. Hvis der er andre der har mulighed for kørsel, så mød endelig op med bil og stativ. HUSK skiftetøj.
Vi ses...