Turen går til Korsika

J'ai voyagé tellement montée aujourd'hui que mon cul et balles sont complètement engourdi - nå jeg må hellere fortsætte på dansk. 

Denne lørdag morgen starter som alle morgener  - med et sundt og solidt morgenmåltid, men alligevel er det ikke som det plejer, har man måske hver morgen udsigten til havet 10 meter fra bordet? Nej det er jo ferie, men det er som om der skal ske et eller andet idag.

Efter morgen maden står den normalt på omklædning til strandløvetøj, bog, læsebriller, men ikke idag, idag må den dejlige brune ungmø jeg har med selv tage til stranden. Jeg vil ud at cykle!

På med det nye tøj, som jo er ekstra dejligt at tage på her i det franske da der jo er hele tre danske flag på tøjet, man er vel også lidt nationalist. 

Turen går mod syd, det går opad og jeg leder efter en sidevej som jeg kan se på mit turistkort jeg har hugget i hotellets reception. 

Men der er sgu ikke for mange skilte og det der står på skiltene passer ikke med det der står på mit kort. Så jeg kommer selvfølgelig for langt og vælger da bare en anden vej og det går jo op ad bakke uanset!

Klokken er ca. 11 og er det ikke noget med at middagsolen skulle være den værste, jo det er allerede meget varmt og jeg begynder nu efter 8km at tænke lidt på om jeg har vand nok.....

Efter 10km kommer jeg til en lille bjerglandsby der hedder Olmeto og nu skal jeg altså have fat i en kasket med skygge, så jeg ryger ind til den lokale Matas og ud kommer to piger som ser på mig og garanteret tænker - sikke en idiot - men de smiler begge og jeg vælger at tænke, at de tænker, at jeg ser sød ud i min trikot og at det da er synd for mig.

De har desværre ingen kasket så ud af bukserne river jeg kortet frem så de kan hjælpe med at fortælle hvor langt der er til mit mål oppe i bjergene. Svaret er '7km' og på vej ud af døren tager den ene af pigerne hånden til hjælp og signalerer med den ene hånd som havde hun lige læst Mein Kampf, at det går rigtigt meget op ad bakke. Tak for kaffe!

Op på hesten 7km er jo ingenting hjemme i DK, men jeg når helt ned i laveste gear og tænker jeg kan jo løbe ligeså hurtigt (11km/t), men det er jo ud af lige vej, så jeg er alligevel glad for jeg er på cykel. 

Her på mit først lange indslag på bloggen, vil jeg være ærlig (der kunne jo være nogen der havde genkendt mig på tøjet) og fortælle at jeg måtte holde et par små pauser de få steder der var skygge.

Endelig efter 17 km op ad bakke er der et skilt der passer med den by jeg leder efter og så går det endelig ned ad bakke. Og så går det stærkt, bliver nød til at bruge bremserne på skift og pludselig begge bremser samtidig, for der står en ko på den forkerte side af hegnet - ude på vejen. Koen og jeg hilser kort på hinanden, jeg tænkte godt den ikke gik ud foran mig og den tænkte sikkert, godt det ikke var manden med den hvide kittel der kom for at hente mig.

Byen jeg kørte efter, Sollacaro, dukker hurtigt op og heldigvis var der en butik hvor der kunne købes lidt vand, manden i butikken og jeg får en snak, han forstår ingenting og det gør jeg heller ikke. Alligevel får vi snakket om de ældgamle pølser der hænger bagved ham og han går med ud og ser min cykel og han fortæller jeg skal holde til venstre ved fontænen. 

Det gør jeg, men vender om efter at asfaltvejen hører op op efter det sidste hus og går over i noget der ligner en sti ud til en mødding. Vi forstod jo ikke hinanden så det er jo nok forkert.

Tilbage til byen igen og denne gang spørger jeg nogle andre, det samme sker igen vi forstår ikke hinanden, så vi fortsætter med tegnsprog, jeg snupper et postkontor for præcist at pege med et af hjørnerne på kortet, de kalder på nogle drenge som også kører på MTB. 

De siger en masse til mig på fransk alt imens de følger mig retur til møddingen og de lyser vildt op da jeg giver dem et par Euro som tak. Jeg fortsætter alene og de når lige at spørge om jeg er 'solo'? - Yes, yes råber jeg og kører ind på grusvejen, ind i skoven og igen opad.

Og nu sker det! Det går nedad og nedad og nedad - på grusvej, som kun en firhjulstrækker ville kunne have forceret. Jeg har heldigvis en af de der fancy cykler så jeg slår affjedringen i min forgaffel til, huei hvor det går!, alt imens jeg tænker hvorfor drengene egentlig spurgte om jeg var 'solo'. But No Worries mate I am a Danisk Viking.

Fedt mand - og hvad er nu det, vejen er væk, det har regnet kraftigt her på et tidspunkt og nu går det derfor igennem vand og mudder, jeg griner, det er jo det her de brede dæk er til. 

I en lysning jeg kommer igennem får jeg i farten et glimt af havet og bliver straks mere rolig for så må det jo være den rigtige vej. Men grusvejen fortsætter, deler sig i to, en op og en ned, jeg tager den der går ned. Overalt på grusvejen ligger der spejderhagl og jeg tænker sådan lidt for sjov - forbandede unger at smide sådan med sit slik, men den dyrekender jeg nu engang er så ved jeg jo godt at de spejderhagl jo kommer ud af r.... på en bjergged eller et rådyr. Det er jo ren jungle det her, gad vide hvornår en af dem kommer ud af buskadset?

Så endelig kommer der asfaltvej igen og bremserne må igen bruges på skift. Topfarten på 61 km/t opnås som ingenting, efter endnu et par kilometer er jeg igen ude på den landevej jeg startede på, til højre og så direkte hjem til hotellet. 

Det blev til 30km, maks. højde på 582 meter, højdemeter op på 658 meter og 644 højdemeter ned, var helt høj af en oplevelse jeg ikke havde regnet med da jeg stod op.

Mange varme MTB hilsner her fra Korsika

--
P29