søndag den 9. maj 2010

Aa Strand - Social tur

Tjaaa – Vi kan jo ikke det hele. Jeg valgte at deltage i en social træningstur over Sønderby Bjerge, det har jeg bestemt ikke fortrudt. Men hvor er det bekræftende at der er medlemmer af vores lille klub der er med i forskellige aktiviteter.

Som jeg oplevede Aa-turen:

Søndag morgen, ualmindeligt tidligt mødes 13 friske (sådan da) mennesker og skulle på en tur til Sønderby Bjerge. Rosengartneren, Australieren, Bianchi, fru Bianchi, Inspektøren, Mudderkongen, Massøren, Tømreren, Principia, Pinarello, Colnago, Ræven fra Mors og Gråskæg.

Det havde regnet om natten så vejene var våde og det var koldt.

Mudderkongen havde planlagt ruten derned – sagde han - og Inspektøren havde sørget for at der var depot hos svigerforældrene i Sønderby. Sikken depot – det får alle de Michelindæk jeg kan finde. Jeg som stædigt har påstået, at jeg ikke kan tåle rygeost i over 50 år blev fristet af hjemmelavet rygeost og det tror jeg sandelig jeg kan fristes af igen.

Inspektøren havde planlagt depotet, men han stod også for flere af de pauser, som vi fik, men de var, efter min mening, ikke særlig velovervejede. Lige efter starten, da vi andre var klar til at forlade depotet og kort efter depotet.

Lige før Knarreborg stod Colnago pludselig af. Vi andre kørte pænt ind på en sidevej og ventede. Men da han kom, havde han travlt med at se efter piger, eller sådan et eller andet, han bemærkede os i hvert fald ikke, så rent faktisk var det os andre der havde besvær med at nå op til ham og ikke omvendt..

Da vi var kommet vel igennem Snave, kunne Mudderkongen og Inspektøren ikke finde vej, så vi fik en sløjfe på over Brydegård og Brunshuse (eller var det fordi vi var for tidlig på den?). Vi kom på rette vej igen forbi det oprindelige Hagenskov med fangehullet og via Aa strand til Sønderby Bjerge og der er bakker som vi ikke ser her på Nordfyn.

Efter depotet, 5 kg tungere og en pause, indlagt af turlederen, kørte vi via en masse bakker over Assens, hjemad. Jeg tror ikke at der var en hel masse tilbage i os, vi holdt heller ikke flere pauser, Nåeeee jo - der var lige en.

Tak for en god tur! Jan hvis du igen foreslår det depot på en tur, er jeg helt sikker deltager.

God tur til alle Jer der skal til Harzen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar